Velkommen til Bakkegården
Sidens indhold
Vi arbejder ud fra Odsherred Kommunes definition af kerneopgaven. Som borger på Plejecenter Bakkegården tager du ansvar for eget liv og sundhed, massivt støttet og styrket af medarbejdere og et omkringliggende samfund, bestående af netværk, frivillige og organisationer.
Derudover arbejder vi på Plejecenter Bakkegården ud fra en tanke om at ”det skal give mening for den enkelte”. Det være sig aktivitet, pleje, omsorg, kost og lignende.
Seneste nyt
Nyt fra Ældrerådet - læs nyheder fra Ældrerådets arbejde
Centerråd
Centerrådet har til formål at fungere som et forum for dialog mellem kommunen – brugerne – pårørende om deres hverdagsliv, udvikling og ideer. Centerrådet består af beboere, pårørende eller brugere og frivillig ved centret. Der er to personalerepræsentanter, en repræsentant fra ældrerådet samt en lederrepræsentant.
Læs om vedtægter for Centerråd
Rådet vælges ved valg en gang årligt og består af følgende medlemmer:
Formand
Ellen Andreasen, 51 43 98 84 elas@kalundborg.dk
Ældrerådet
Karin Wiene Jacobsen, 40 45 36 07 karinwienej@gmail.com
Læs om Odsherred kommunes Ældreråd
Ingers Fond
Ulla Skov, 46 35 13 33/26 98 33 19 jensskov@live.dk
Personale Bakkegården
Tine Emma Schulz, 23 29 69 46 tiesc@odsherred.dk
Plejecenterleder (konstitueret)
Rita Kuik Nielsen, 59 66 53 20 rikni@odsherred.dk
Om os
Adresse
Bakkegården 1
4534 Hørve
59 66 53 47
EAN: 5798007491550
Centerleder
Rita Kuik Nielsen
rikni@odsherred.dk
Centersygeplejerske
Tine Emma Schulz
Basissygeplejerske
Jeanette Agregaard Christensen
Køkken
23 64 76 49
Her kan du se, hvilket fagcenter Bakkegården hører ind under - Omsorg og Sundhed
Er du kommende beboer eller pårørende til en, der skal bo på Plejecenter Bakkegården har du nok en hel masse spørgsmål.
Vi har forsøgt at besvare de mest almindelige spørgsmål på denne hjemmeside, men skulle du ikke finde svar på lige dé, du søger, er du velkommen til at kontakte os.
Hverdagen
Du er også altid velkommen til at kontakte personalet, hvis du mangler informationer eller har gode forslag til indhold på denne hjemmeside.
Plejen på Plejecenter Bakkegården tilrettelægges ud fra dine ønsker og færdigheder. Der arbejdes ud fra ønsket om at udbygge eller bevare færdigheder samt lindrende behandling. Du får en til tre kontaktpersoner. Det er kontaktpersonernes ansvar i samarbejde med dig at planlægge hverdagen og den tildelte hjælp.
Giver du tilladelse, udarbejdes der er en døgnrytmeplan, som beskriver de aftaler, der er indgået mellem dig og kontaktpersonerne. Denne døgnrytmeplan er medvirkende til, at der skabes kontinuitet og tryghed i din hverdag.
Der er tilbud om at deltage i fx fællesspisning, fælles hygge og at se tv sammen med andre beboere. Du bestemmer selv, hvad du har lyst til at deltage i.
Plejecentret Bakkegården har et produktionskøkken, kaldet Odsherred Madservice Syd.
Køkkenet leverer maden til plejecentre i den sydlige del af kommunen.
Læs de 2 foldere om Madservice til borgere på plejecentre og Mad til borgere med tygge- og synkebesvær.
Hvilke måltider får jeg
Der tilbydes tre hovedmåltider og to til tre mellemmåltider.
Morgenmad
Du tilbydes morgenmad på sengen, i din egen bolig eller i køkken/alrummet.
Morgenmåltidet serveres løbende i takt med ønsker og behov.
Frokost
Frokost serveres i din egen bolig eller i fællesrummene.
Der serveres varm mad og måltidet består af to retter (enten en forret og en hovedret, eller en hovedret og en dessert).
Middag
Middagen serveres i egen bolig eller i fællesrummene.
Der serveres smørrebrød med mulighed for en lun ret, salater og lignende efter menuplanen.
Caféen
Der er café salg, hvor du blandt andet kan købe smørrebrød og varme måltider. Der kan som regel vælges mellem to hovedretter og en biret.
Åbningstider
Der er åbent dagligt klokken 8-13.
Er der åbent for alle
Caféen har åbent for alle og der kommer andre fra lokalområdet og spiser der.
Du har mulighed for at indtage dine måltider i caféen.
Dine pårørende er også meget velkomne til at købe mad i caféen, dog skal maden bestilles tre dage i forvejen.
Særlige lejligheder
Når du har fødselsdag, har du mulighed for at bestille din livret. Køkkenet serverer lagkage til eftermiddagskaffen. Du har mulighed for at bestille ekstra lagkage eller anden kage i køkkenet senest tre dage før.
Du kan aftale med køkkenet, hvis du ønsker at holde din fødselsdag på centret. Der kan ikke tilbydes hjælp til borddækning, servering eller oprydning. Duge, lys og servietter skal du selv medbringe.
Det er også muligt at bestille begravelseskaffe og kage. Bestilles senest tre dage før.
Plejecenter Bakkegården har følgende værdier:
- Kommunikation
- Ansvarlighed
- Ærlighed
- Respekt
- Godt samarbejde
Hos os, er du i centrum. Du oplever nærvær og bliver behandlet med respekt. Din integritet og personlighed bliver tilgodeset. Du og dine pårørende møder et høfligt og imødekommende personale,
Vi ønsker at skabe:
- et godt sted at bo
- et godt sted at slutte livet
- et godt sted at arbejde
Bakkegården har følgende personale
- social-og sundhedshjælpere
- social-og sundhedsassistenter
- plejehjemsassistenter
- plejere
- sygeplejersker
- pædagogisk aktivitetesmedarbejdere
- husassistenter
- servicemedarbejder
- centerleder
Plejecenter Bakkegården er uddannelsessted for social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter. Du kan også møde praktikanter, der er i praktik for at se om en sundhedsuddannelse er noget for dem. Du kan møde personer i jobtræning, løntilskud med mere.
Vi ved af erfaring, at du kan få brug for støtte, vejledning eller hjælp af dine pårørende:
Sundhed
- følgeskab til og fra læge – sygehus med mere
- kørsel med prøver til læge, fx urinprøver
- hente akutmedicin, hvor leveringen ikke kan vente til apoteket kommer på plejecentret
Praktisk hjælp
- oprydning i private skuffer og skabe
- pudsning af sko og/eller sølvtøj
- reparation og strygning af beklædning
- lapning af kørestol eller rollator (hvis der sker mere end en punktering på hvert hjul, sker lapningen på kommunens hjælpemiddeldepot)
Anden form for hjælp
- privatøkonomi
- indkøb af tøj og personlige fornødenheder
- se efter post og handle på breve. Post ligges i blå eller rød postmappe på stuen.
Vi ønsker, at du får så hjemlig og hyggelig en hverdag som muligt. Dine pårørende er altid velkomne til at deltage i din dagligdag og ved arrangementer i huset.
Det er altid dejligt, hvis der er pyntet op til højtiderne i din bolig. Det kan du også få hjælp til af dine pårørende. De er også velkomne til at hjælpe dig med at arrangere din fødselsdag og andre festligheder. Du kan måske også have behov for hjælp til gaveindkøb og indpakning.
A
Adresseændring
Når du flytter ind på plejecentret, skal du huske at melde adresseændring. Du modtager herefter et nyt sundhedskort.
B
Besøg
Du bor i eget hjem og kan modtage besøg hele døgnet. Der henstilles dog til, at der tages hensyn til andre borgere. Hovedindgangen låses i løbet af eftermiddagen/aftenen. Er døren låst, bedes man ringe til personalet, som åbner døren.
Blodprøver
Egen læge kan ordinere blodprøver. Der er mulighed for, at der kan tages blodprøver på plejecentret, da der en gang om ugen kommer en laborant. Nogle læger foretrækker selv at tage prøverne.
Brand
Alle boliger har installeret en brandalarm. Alarmen registrerer uregelmæssigheder ved hjælp af røg og varmemeldere. Registrering går automatisk til personalet og brandvæsnet.
I tilfælde af brand i lejligheden:
- forlad lejligheden, hvis det er muligt og luk døren
- afvent instruks fra personalet og brandvæsnet
I tilfælde af brand andre steder:
- bliv i lejligheden
- afvent instruks fra personalet og brandvæsen
F
Fodpleje
Der kommer fodterapeuter på besøg. Du har mulighed for at blive tilknyttet disse besøg. Personalet er behjælpeligt med dette. Fodterapeuterne er selvstændige, og der opkræves betaling pr. gang. Du er velkommen til selv at indgå aftaler.
Forsikring
Der anbefales at tegne en ansvarsforsikring i tilfælde af erstatningsansvar, da plejecenteret ikke har erstatningsansvar.
Frisør
Du er velkommen til selv at indgå egne aftaler med egen frisør eller andre mobile frisører, - således at klipning kan foregå på egen stue.
Frivillig
Der er heldigvis mange, der gerne vil lave frivilligt arbejde på plejecentret. Opgaver som frivillig kan være:
- at hjælpe og arrangere ved udflugter
- hjælpe, arrangere og støtte ved arrangementer
- stå for arrangementer som gåture, læsecaféer, bankospil, it-undervisning med mere
Du kan læse mere i folderen Frivillig på plejecentre
Fysioterapi
Det er muligt at blive visiteret til fysioterapi. Kontakt egen læge. Du kan også selv købe fysioterapi, spørg personalet for vejledning.
G
Gudstjeneste
Datoer for gudstjenester ses på infotavle/vindue.
H
Husdyr
Der er ikke muligt at holde husdyr på plejecentret. Er der besøg af husdyr henstilles det til, at besøget foregår i egen lejlighed. Personalet skal kunne varetage plejen uden at være generet af det besøgende dyr. Personalet varetager ikke luftning og pasning af husdyr.
I
Indboforsikring
Plejecentret har ingen indboforsikring for beboerne. Vi anbefaler, at du kontakter sit forsikringsselskab.
Indkøb
Personalet kan ikke være behjælpeligt med indkøb.
Toiletsager kan bestilles gennem apoteket, hvilket personalet er behjælpelig med.
Tøjindkøb forventes varetaget af pårørende. Der er tøjsalg på plejecentret et par gange om året, eller efter behov. Se opslag på infotavle..
Plejecentret har samarbejde med en lokal SPAR Købmand.
Information
Der er ophængt opslagstavler på gangene og ved kontoret. Her hænges generel information op.
I cafeteriet er der en opslagstavle med månedens menuplan.
Enkelte informationer omdeles til hver enkelt beboer.
L
Læge
Ved flytning er det muligt at beholde egen læge. Vær dog opmærksom på at din egen læge kan have en bestemmelse vedr. afstanden. Ønsker du at skifte læge, forventes det, at pårørende varetager denne opgave.
Ved lægebesøg eller aflevering af prøver til lægen forventer vi at pårørende er behjælpelige.
M
Medicin
Plejecentret har intet fælles medicinskab, og har derved ikke adgang til et fælles lager af medicin. Al medicin er personlig.
Ved indflytningen til plejecentret vil du automatisk blive tilknyttet til FMK (Fælles Medicin Kort). Det er en elektronisk tilknytning, hvorpå lægens medicinordinationer vil fremgå. Dette er for at hindre fejl. Medicin opbevares hos borgerne. Plejepersonalet er certificeret til at benytte FMK.
Ønsker personalet medicin låst inde af forskellige årsager, vil personalet indhente tilladelse til dette.
Møbler
Det er kun plejecentrets aflastningsstuer, der er møbleret.
Plejecentret har ikke mulighed for at opbevare personlige møbler.
N
Nødkald
Du visiteres til nødkald. Spørg eventuelt personalet.
P
Penge og værdigenstande
Det anbefales, at penge og værdigenstande opbevares aflåst.
Plejecentret kan ikke påtage sig ansvaret for penge og værdigenstande. Forsvinder der ting, er det op til dig og dine pårørende, hvorvidt sagen skal politianmeldes.
Plejehjemslæge
En læge fra Lægehuset i Fårevejle kommer hver anden uge og tilser dig, hvis du er tilmeldt plejehjemslægeordningen og har brug og behov for det.
Post
Der kan sendes post fra plejecentrets kontor. Du skal selv frankere brevene. Der kan sendes post fra kontoret mandag til og med torsdag. Send posten i god tid, da det ikke kan garanteres, at der er daglig aflevering til postvæsnet.
Der modtages post dagligt på plejecentret. Posten sorteres på kontoret. Posten omdeles til den enkelte beboer og lægges i blå/rød postmappe på stuen..
R
Reklamer
Er du ikke interesseret i reklamer, så afmeld dem venligst på posthuset.
Reparation af hjælpemidler
Reparation af hjælpemidler foretages af hjælpemiddeldepotet i Odsherred Kommune. Der er en særlige regel om, at du selv skal sørge for en lapning om året (på hvert hjul) af fx rollator og kørestol. Herefter kan hjælpemiddeldepotet være behjælpelig med lapning.
Rygning
Plejecentret er røgfrit på alle fællesarealer. Der er op til dig selv, om der må ryges i lejligheden, dog er aflastningslejligheden røgfri.
Ryges der i lejligheden, skal døren til fællesarealet være lukket og der skal efterfølgende luftes ud. Personalet må ikke udsættes for passiv rygning. Vi anbefaler, at der anskaffes en luftrenser, hvor der ryges. Af hensyn til alles sikkerhed må der ikke ryges i sengen.
T
Tandlæge/tandpleje
Du kan beholde din egen tandlæge, når du flytter på plejecenteret.
Personalet kan ikke påtage sig opgaven med at ledsage til tandlæge.
Der er mulighed for at blive tilknyttet omsorgstandplejen. Omsorgstandplejen kommer og udfører eftersyn og behandlinger på plejecentret. Der skal ansøges om at modtage tandpleje og der er en årlig egenbetaling som opkræves over pensionen. Personalet er behjælpelig med tilmeldingen.
Tavshedspligt
Personalet på plejecentret har tavshedspligt og videregiver ikke oplysninger til anden side, uden der er indhentet tilladelse til dette. Det betyder også, at pårørende ikke kan få oplysninger uden din viden.
Telefon
Det er muligt at medbringe egen telefon. Flytning af abonnement og samtaler er på egen regning.
Tiltaleform
Det er dig som beboer, der bestemmer, om man er ”dus”eller”de's”. Personalet præsenterer sig ved fornavn.
Tilsyn
Der føres årligt tilsyn med plejecentret. Efter tilsynet bliver der udarbejdet en Tilsynsrapport.
TV
Der er tv i fællesrummene. Har du dit eget tv, kontakt da licenskontoret for oplysninger om betaling af licens.
I henhold til Serviceloven § 148a, har kommunerne pligt til løbende at holde sig informeret om indhold og fremgangsmåde i tilbuddene, samt at forholde sig til denne information i forhold til opgaver, formål og gældende lovgivning.
Tilsynet medvirker til at sikre, at opgaverne på kommunens plejecentre, løses så du som beboer får den hjælp, som du har krav på. Tilsynet sikrer, at budgettet afspejler aktiviteterne på stedet og giver mulighed for den fornødne kvalitet i tilbuddet i forhold til prisen og den kreds af borgere, som tilbuddet er godkendt til.
Læs om de seneste uanmeldte tilsyn på Bakkegården og årsrapporten for alle plejecentre i Odsherred Kommune.
Plejecentret Bakkegården blev indviet i 1978
Plejecentret blev bygget som et fælleskommunalt plejehjem af det daværende Svinninge og Dragsholm kommune. I 2002 overtog Dragsholm Kommune Svinninge Kommunes andel, således at det nu var Dragsholm kommune, der var eneejer.
I 2004 blev der bygget yderligere en fløj, som kaldes Bakkely. Bakkely var tidligere et demens afsnit men fungerer nu som en almindelig plejeafdeling. Bakkely er bygget af boligselskabet Vestsjællands Boligselskab, kaldet VAB.
I sommeren 2011 blev de første spadestik taget til en nybygning samt en renovering af de ældre plejeboliger og fællesarealer, der var på plejecentret. Bygherre på projektet var denne gang også VAB.
I juni 2012 tog vi den nye del af Bakkegården i brug.
Bakkegårdens nye tilbygning rummer 16 nye plejeboliger samt fællesareal. Fra juni 2012 og frem til sommeren 2013 blev den gamle del af Bakkegården renoveret. I renoverings perioden var der lukket for henholdsvis den ene og anden fløj af Bakkegården.
August 2013 blev der holdt åbent hus. Alle på Bakkegården var glade for at renoveringsperioden var overstået og at hele Bakkegården kom til at fremstå lys og venlig.
Bakkegården har i alt 55 plejeboliger, hvoraf et vekslende antal anvendes til aflastningsbolig.
Vores boliger - Søg plejebolig
Alle vores boliger er af nyere dato
Plejecentret Bakkegården består af to enheder Bakkegården og Bakkely. De to enheder er forbundet med en glasgang.
Vi har:
- 37 plejeboliger med to værelser, bad og toilet samt adgang til egen ligge terrasse
- 18 plejeboliger med et værelse, bad og toilet samt adgang til egen ligge terrasse
- 1 midlertidig bolig. Her kan du læse om aflastning/midlertidig ophold
Bakkegårdens plejeboliger er delt op i to mindre enheder, hvor størstedelen er placeret langs fire gange. Vi har valgt at kalde gangene ved navn:
- Violvej
- Rosenvej
- Valmuevej
- Lindevej
Der er flere fællesrum, blandt andet flere dagligstuer, køkken/alrum, wellnesrum, billard område, værksted med mere. Der er adgang til flere fælles terrasser samt sansehaver.
I den mindre enhed kaldet Bakkely, er der to enheder som kaldes for hus et og hus to. Der er ni boliger i hvert hus. Alle boliger ligger ud til et fællesareal med køkken/alrum og en tv-stue. Der er ligeledes terrasse og en dejlig sansehave med blandt andet frugttræer.
I tilknytning til Plejecenter Bakkegården er der opført 20 ældreboliger.
I forbindelse til Plejecentret er der et produktionskøkken og en café.
Hvis du skal flytte ind på Plejecenter Bakkegården
Når du bliver tilbudt bolig, skal personalet på stedet kontaktes for aftale om besigtigelse.
Cirka en måned efter indflytningen vil du og eventuelt pårørende blive inviteret til en indflytningssamtale. Samtalen har til formål at afdække forventninger til hinanden, plejebehov, lave aftaler om tilkøbsydelser og indhente tilladelse til at kontakte læge for oplysninger, måling af blandt andet blodtryk og lignende.
Dit hjem er også en arbejdsplads. Det kan give nogle udfordringer i forhold til, hvordan du gerne vil indrette dig contra medarbejdernes arbejdsmiljø.
Inden du tager beslutning om, hvilke møbler du vil medbringe, er det en god idé at henvende dig til medarbejderne. Af sikkerheds- og arbejdsmiljømæssige hensyn er det for eksempel ikke muligt at have løse tæpper. Vi anbefaler i forbindelse med indflytningen at du taler med en forflytningsvejleder eller arbejdsmiljørepræsentant om indretningen.
Vi har desværre ikke mulighed for at opmagasinere de møbler, du ikke har plads til.
Du skal selv medbringe
Personlige effekter
- personlige hjælpemidler såsom briller, inkontinenshjælpemidler (bleer, kateterposer), høreapparat med mere
- dit tøj, fx overtøj, undertøj, strømper, fodtøj og hjemmesko med mere
- toiletsager, fx hårshampoo, sæbe/intimsæbe, creme, tandbørste, tandpasta, proteserens, negleklipper/renser, tandkrus, vatpinde med mere
Andre effekter
- affaldsspand til badeværelset
- pengekasse med lås til værdier
- rollator, kørestol, bækkenstol og andre hjælpemidler
- personlige papirer
Medicin
- egen medicin
- 2 doseringsbokse ugeboks - store blå æsker med fast indeling. Labels udarbejdet af personalet.
Fast inventar i din bolig
Der er altid skabe til opbevaring og en plejeseng i din bolig.
Du skal også selv sørge for
Du skal selv sørge for ophængning af gardiner og gardinstænger. Du må hænge billeder og andet på alle vægge i din lejlighed, dog med undtagelse af badeværelset. Her må der ikke må sættes noget op af hensyn til skjulte installationer og lignende.
Du skal selv stå for tilslutning af tv. Vær opmærksom på, at du skal betale for antenneafgift jævnfør lejelovens § 46c, også selvom du ikke har tv.
Der er telefonstik i boligen, så du kan få din egen telefon og dit eget telefonnummer med - kontakt da dit telefonselskab.
Der er ingen fælles indboforsikring på plejecentret. Kontakt selv dit forsikringsselskab og forhør dig om dine fremtidige forsikringsbehov.
Husk at skifte din adresse på borger.dk.
Aftaleskema
Ved indflytning skal du udfylde et aftaleskema. Aftaleskemaet indeholder forskellige ydelser, du kan købe.
- kostpakke - morgenmad, frokost, aftensmad, mellemmåltider og drikkevarer
- vaskepakke - vask af tøj, sengelinned og håndklæder
- rengørings-, toilet- og husholdningsartikler
- Aktivitetskonto-, til særlig forplejning og arrangementer, indkøb af blomster og årstidspynt samt evt. udgifter i forbindelse med ture ud af huset.
Alle ydelserne betales månedsvis forud. Du skal give tilladelse til, at ydelserne må trækkes automatisk i din pension.
Hvad koster en bolig
Type 1 - Boligen er 66,4 m2 og med to rum
Husleje kr. 5.851
Aconto varme kr. 379
Aconto vand kr. 200
I alt kr. 6.430
Indskud kr. 25.375
Type 2 - Boligen 69 m2 og med to rum
Husleje 6.200
Aconto varme 400
Aconto vand 200
I alt 6.800
Indskud 26.800
Ud over betaling for husleje, el, vand med mere kan du købe forskellige servicepakker. Servicepakkerne indeholder blandt andet toiletpapir, rengøringsmidler samt fuld forplejning. Ved indflytningen aftales hvilke ydelser, du ønsker. Der bliver udfyldt et aftaleskema, som godt kan ændres senere. Alle ydelser betales månedsvis forud og opkræves via pensionen. Taksterne er fastsat af kommunen og reguleres hvert år.
Vi anbefaler, at der aftales en PBS-ordning på de faste udgifter. Personalet varetager ikke administration af din økonomi. Pårørende og/eller en økonomisk værge må hjælpe dig, hvis du ikke selv kan varetage din økonomi.
Pension
Når du flytter på plejecenter udbetales pensionen som tidligere. Reglerne for personligt tillæg er uændrede.
Beregningen og udbetalingen af pensionen afhænger af, om du er enlig eller gift, og om begge ægtefælle skal flytte på plejecenter. For enlige pensionister sker der ingen ændringer i forhold til tidligere. For ægtepar, hvor kun den ene ægtefæller flytter, beregnes pensionen derimod fremover for begge ægtefæller, som hvis de var enlige.
Er du i en vanskelig økonomisk situation?
Så kan du læse mere om pension og søge om personligt tillæg lige her
Gratis ydelser
Der er også gratis ydelser, når du bor på et plejecenter fx:
- forbindings materiale og produkter til sårbehandling (råd og vejledning ydes af personalet)
- behandling hos praktiserende fysioterapeut og ergoterapeut (efter gældende regler)
- personlige hjælpemidler, fx kørestol og rollator (søges individuelt)
- inkontinensprodukter (brug af bleer), der er bevilget efter Serviceloven § 112
- bistand til ansøgning af hjælpemidler (ydes af personalet)
- rengøring af din bolig*
*Der er ansat husassistenter til at varetage den almindelige rengøring. Du får gjort rent i din bolig hver anden uge, da denne ydelse følger kommunens kvalitetsstandard for hjemmeboende ældre. Der skal betales for rengøringsartikler (fx via servicepakken). Der foreligger regler om, hvilke midler det er tilladt at benytte. Pårørende er velkommen til at supplere rengøringen, alt efter dine behov og ønsker.
Hvis du gerne vil bo på Plejecenter Bakkegården, skal du kontakte Visitationsteamet
Du vil blive tilbudt et besøg af en visitator, der vurderer, om du er berettiget til en plejebolig. Hvis du er berettiget, udfylder I en ansøgning i fællesskab. Din ansøgning bliver behandlet af boliggruppen, som herefter træffer en endelig beslutning. Du får skriftlig besked, om du er blevet godkendt eller ej.
Det er dit plejebehov, der afgør, hvor længe du står på ventelisten. Hvis du søger bolig på et af kommunens 7 plejecentre på én gang, er kommunen forpligtet til at tilbyde dig en bolig inden tre måneder. Det gælder ikke, hvis du kun søger bolig på et enkelt plejecenter.
Du kan læse meget mere om bolig til ældre på borger.dk
Aktiviteter
Vi har 2 pædagogisk aktivitetsmedarbejdere, der arrangerer og koordinerer aktiviteterne på plejecenteret.
Aktiviteterne tages udgangspunkt i borgernes interesser, behov og ikke mindst jagter vi den gode stemning efter grundprincippet ”det skal give mening”.
Det nyeste skud på stammen er Drums Aliv
Faste aktiviteter
- Bagning: Typisk bager vi småkager eller pandekager
- Sang: Alt fra de gamle kendte til lidt mere yngre slagere, som har været kendte de sidste 20-30 år.
- Rytmik: Vi hører nogle kendte melodier som vi spiller rytmer til med husets instrumenter.
- Cykling uden alder: Et landsdækkende cykelprojekt, hvor frivillige kommer og cykler med borgerne på vores to Rickshaw cykler og den ”side by side” cykel, vi har.
- Gymnastik: Vi laver stolegymnastik, hvor hele kroppen bliver bevæget.
- Yoga: Vi laver stoleyoga, hvor der vægtes at hele kroppen bliver aktiveret og kroppen strækkes ud.
- Drums Alive: Her er vi inspireret fra et Amerikansk plejehjem, hvor der spilles på store bolde og tøjkurve med trommestiks.
- Gåture: Turene kan være både planlagte og ikke planlagte, fordi de ofte opstår spontant.
- Film: Afdelingerne har mange danske og udenlandske film samt dyreudsendelser.
- KREA-værksted: Det vi laver mest er, - strikning og forskelligt klip, der bruges til at pynte op i huset og som er meget populært. Vi maler, arbejder med sten, sliber og reparerer ting og laver forskellige slags dekorationer. Der tages udgangspunkt i årstiderne. Dvs. vi laver pynt til fastelavn, påske, og jul men også efter om vi er nået til forår, sommer, efterår eller vinter.
- Besøgshunde: Falck og frivillige kommer ind på plejecentret med deres hund, til stor glæde for mange.
- Højtlæsning: Vi har to, der kommer og læser forskellig litteratur, alt fra krimi, kærlighed, digte, citater fra biblen og meget andet. Alle må gerne komme med ønsker.
- Spiller spil: Kortspil, Ludo, Domino, Billard m.m.
- Gudstjeneste: Vi får besøg hver den sidste torsdag i måneden af skiftevis folkekirken og frikirken.
Jævnlige aktiviteter
- Underholdning: Kendte kommer og synger, spiller musik m.m.
- Fester: Sommerfest, høstfest, julefest m.m.
- Frokoster: Påskefrokost og lignende
- Besøg af dagplejen: Vi hygger med lidt sangleg m.m.
- Busture: Vi deler en bus med 2 andre plejecentre. Dette giver mulighed for kortere og længere ture ud af huset.
Alt dette ville ikke kunne lade sig gøre uden det store støtte fra de mange frivillige vi har her på Bakkegården. Har du lyst til at vide mere om at være frivillig hjælper, kan du læse folderen Frivillige på plejecentre
Hvis det har din interesse, kan du som beboer eller pårørende læse om, hvilke aktiviteter Bakkegården tilbyder måned for måned i årets løb.
Kvalitetsstandarder
Kvalitetsstandarderne indeholder oplysninger om kommunens serviceniveau indenfor servicelovens område
Kvalitetsstandarder er et redskab til at skabe sammenhæng mellem de politiske mål og det godkendte budget.
Kvalitetsstandarderne på ældreområdet er derfor et vigtigt redskab til at informere borgerne om, hvilken hjælp og støtte kommunen tilbyder borgerne på det generelle niveau.